Der var en sjæl i Skagen

Et levende billede, der fastholder en tid af stor betydning for Dansk kultur.

Poul Bernth skriver i denne lille bog rigtig fint og pludselig føler man at man kender og forstår Drachmann og tiden…

Fra bogens forord

Der var en sjæl i Skagen. Citatet er bevidst forkert. Efter over 30 års medvirken ved Drachmann-arrangementer i Drachmanns Hus i Skagen, hvor der altid sluttes med digterens dejlige digt om Den brøndumske Spisesal, Erindring”, ved jeg selvfølgelig, at det hedder: Der er en sjæl i Skagen.

Hvorfor jeg så citerer forkert? Det vil jeg overlade til læseren at finde en forklaring på. Den ene kan være lige så god som den anden. Jeg har selvfølgelig min: At den passer godt til denne bog, som jeg har valgt at kalde en doku-roman om Holger Drachmann og Skagen.

Hvorfor nu det? Hvorfor en bog om Drachmann og Skagen? Fordi jeg for nogle år siden fik lyst til at skrive en sådan og gik i gang med det. Min fantasi begyndte at lege med tanker om, hvordan de mennesker mon har haft det med hinanden. Hvad har de sagt til hinanden? Det er romansiden af bogen. Det fiktive. Det, der kan diskuteres. Den dokumentariske side bygger på alt det stof, jeg gennem de manges års arbejde med denne dejlige, spændende, men også meget komplekse digter og menneske har samlet sammen.

Selv den mest omhyggelig research kan føre til fejl, og det kan helt sikkert også konstateres i denne bog. Sådan vil det altid være, fordi kildematerialet ofte er af meget afvigende karakter, og man derfor er nødt til at vælge ud fra sin idé.

Bogen er dog ikke tænkt som en biografi eller anden form for faglitteratur. Min intention har været at kombinere min fantasi med det opsamlede materiale og så ellers forsøge at fortælle en god historie videre.

Om det er lykkedes overlader jeg til læserne at bedømme.”